Cockpittet sænkes, vinter 2005/6 og 2006/7

     

     

Renoveringen

Saxons cockpit blev bygget om sidst i 1960erne. De oprindelige bænke blev erstattet af nye oplukkelige kistebænke i teak, medens hele cokpittet blev løftet omkring 40 cm for at blive selvlænsende. Men en omkostning ved dette arrangement er, at der er meget lidt rygstøtte, fordi man næsten sidder i dækshøjde. Og så sidder man ikke særlig godt beskyttet på et vådt kryds.

Jeg vil genskabe Saxons cockpit så vidt muligt. Har ikke en tegning af det, men laver en løsning, der er praktisk og tidstypisk.

November: Cockpittet er afmonteret, kun få af de gamle materialer skal genbruges i det nye cockpit, men der er meget godt træ, som kan bruges i andre sammenhænge. På spanterne sidder skruehullerne fra det gamle cockpit stadig. Så højden er der ikke tvivl om. Klik på billedet.

December: Skabeloner til nye skotter er lavet i bogbinderpap. Efter at papskabelonerne er prøvemonteret og endeligt tilpasset, er de tegnet af på en 19 mm krydsfinerplade af typen Bodex A. Den overholder de skrappeste krav, som marineplywood. Så er skotterne savet ud med stiksaven. På det første billede ligger papskabelonerne på krydsfinerpladen og på det andet billede er skotterne savet ud. Så skal skotterne prøvemonteres i båden.

Foråret 06: De nye skotter blev malet med grå Hempels Farvolin og derefter skruet ind i spanterne. Herefter gik arbejdet i stå på grund af private forhold (flytning m.v.) og båden bliver først bygget færdig vinteren 06-07.

Februar 07: Så er vi i gang igen! Jeg har taget mål af de tre nye cockpitbænke og af den nye dørk. Bænkene laver jeg i 22 mm plywood, som males grå og får en teakliste som forkant (der står ganske vist mahognyliste på tergningen). Dørken laver jeg af 16 mm plywood, den males mørkere grå.

De to langsgående bænke går helt ind under dækket og ud til skrogsiden. På den måde bliver der god plads til at anbringe nogle små kasser til diverse grej, der er godt at have i nærheden. Agterbænken går også fra skrogside til skrogside, og skal stikke ca 25 cm ind under agterdækket, så her bliver også plads til nogle stuve-arrangementer.

Plywooden males med Hempel Farvolin, og teaklisten limer jeg på med Balcontan PU-lim.

Juni 07: Så er cockpittet færdigt og den ny løjbom monteret på tværs som et ekstra styrkeelement. Cockpittet fungerer vældig godt, og det føles mindst dobbelt så stort som det gamle. Der er en meget bedre fornemmelse af båden uden sejlads, og på kapsejlads er det betydelig bedre at være lidt længere nede i båden. Den bedste ændring af Saxon jeg hidtil har lavet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skitse af Saxons cockpit som det er nu, efter ombygningen sidst i 1960erne.

Skitse af cockpittet som det vil være efter min ombygning vinteren 2005/6.

Kistebænkene er ved at blive skruet af.

Rammen til dørken på vej op.

Sæde til kistebænk - 15 x 35 mm teaklister limes på 22 mm plywood.