En træbåd forandres...

 
historiehis

torie

 

Forsiden

 

Den første ejer, 1946 til 1959

Bådens første ejer var Chr. Ejnar Hansen, som selv havde fået båden bygget. Efter mine oplysninger ændrede han ikke noget ved båden, selv om han havde problemer med bådens luvgerrighed. Jo, han lod en brugt Ford C motor installere.

  

Den anden ejer, 1959 til 1965

Bådens anden ejer var Carl Jensen. Han havde ofte beundret båden, og en dag spurgte Chr. Hansen om Carl Jensen ville købe den. Det ville han. Som en meget erfaren sejler vidste han, at riggen ikke var balanceret rigtigt. Derfor kortede han knap en halv meter af bommen og syede storsejlet tilsvarende ind. Motoren blev skiftet ud med en funklende ny Boreas fra Odense.

  

Den tredje ejer, 1965 til ?

Carl Jensen drev sammen med sin kone et garveri, og det kneb gevaldigt med tid til sejlads. Efter et par våde somre blev båden solgt til fordel for et sommerhus, som nu er ægteparrets helårsbolig. Ny ejer blev Henning Elmer Nielsen. 

Lærredsdækket var nu som båden 20 år gammelt, og stod til udskiftning. Den nye ejer fandt tegnebogen frem og fik lagt et solidt teakdæk. Teaken blev lagt oven på plankedækket.  

 

Den fjerde ejer, ? til 1982

Efter Henning Nielsen overtager Flemming Larsen Saxon. Han bygger cockpittet og ruffet helt om. Cockpittet havde oprindelig lige karme i forlængelse af ruffet på traditionel vis. Nu får cockpittet rundede karme og blir dermed lidt bredere. Samtidig får ruffet store vinduer og højere skrå karme. Endelig skiftes den runde massive mast med en limet firkantet mast.

 

Den femte ejer, 1982 til 2001 

Egon Uhrskov er Saxons femte ejer. I 1984 gennemfører Egon derfor en større renovering. Teakdækket afmonteres og det originale plankedæk fjernes. Samtidig forlænger Egon bådens cockpit ind under masten. Dermed forsvinder bådens originale forluge. Båden får plywood underdæk belagt med en tyk membran og derpå det gamle teakdæk. Ruftaget dækkes med glasfiber. Der er mange fotos fra denne ombygning - se fotosiden.   

 

Den sjette ejer, 2001 til 2008 

Jeg, Simon Hansen, er så bådens sjette ejer. I snit en ny ejer hvert tiende år. Min hensigt er at føre båden tilbage til en mere tidstypisk stand. Ruffet er ført tilbage til stort set oprindelig form og størrelse, og cockpittet har som oprindelig karme i forlængelse af rufsiderne. Det selvlænsende cockpit fra 1970erne er erstattet af et, der har den oprindelige lave og  mere beskyttede siddehøjde. Teakdækket er skiftet ud med et plankedæk beklædt med lærred. Riggen er også genskabt - rund, massiv mast, ført gennem dækket, længere og med både diamant og strut samt bakstag. Bommen er dog ikke forlænget, sådan som tegningen viser det. Det bliver den heller ikke, for der er meget god balance i den nuværende rig med et bomlig på knap 4 m. Længere bomlig vil gøre båden tung på roret.

Endelig er indenbordsmotoren taget ud. Det har alt i alt løftet bådens vandlinie op og tilbage til den oprindelige - i agterskibet hele 10 cm højere end da jeg købte båden.

 

Den syvende ejer, 2008 til ? 

Sommeren 2008 solgte jeg Saxon til Michael Skrostrup m.fl. Saxon får hjemsted på Christianshavn, og jeg er sikker på, at båden nok skal blive holdt og vidererestaureret i samme ånd.